Værdier og pædagogik

Det pædagogiske arbejde

Udgangspunktet for det pædagogiske arbejde i Ryomgård Realskoles Børnehave er, at børnene støttes i deres faglige og sociale udvikling med henblik på at blive gjort parate til mødet med skolen. Børnene skal have mulighed for, at få opfyldt de individuelle behov de har for at kunne udvikle sig og lære. Behov som at lege, undersøge, udforske og eksperimentere.

Vi finder det vigtigt, at hvert barn kan udvikle sig i sit eget tempo og har mulighed for at mærke efter: Hvem er jeg? Hvad har jeg lyst til? Hvem vil jeg gerne være sammen med?

Udover at arbejde individuelt med det enkelte barns udvikling og skoleparathed, vægter vi arbejdet med børnegruppens samlede udvikling meget højt. Vi mener, at en god klassekultur og et socialt fundament for børnegruppen, danner udgangspunktet for barnets videre læring i skolen. Derfor er vores store fokuspunkt i børnehaven at få skabt en børnegruppe, der socialt fungerer med respekt for de enkelte individer. Det er vigtigt at få skabt en fællesskabsfølelse og en tro på, at man som samlet gruppe med forskellige styrker, er stærke og kan løfte rigtig meget.

Vi prioriterer nærvær med børnene meget højt, da vi tror på, at stærke og ligeværdige relationer er med til at styrke barnets selvværd og fællesskabet.

Gammelt kinesisk ordsprog:
Jeg hører og jeg glemmer
Jeg ser og jeg husker
Jeg gør og jeg forstår

Værdier og pædagogik

RESPEKT - VENSKABER - MEDBESTEMMELSE – LIGEVÆRDIGHED

Leg, fordybelse, venskaber og følelser er vigtige begreber i børns udvikling, som vi ønsker at skabe rammer for i børnenes hverdag. I samspil med andre kan børn lære sig selv og deres plads i omgivelserne at kende. Og i samspil med andre kan de lære at sige fra og til, samt sætte grænser for sig selv verbalt og nonverbalt.

Vi lægger stor vægt på, at børnene udvikler selvværd. Selvværd er det, at man har overskud, føler glæde og nyder samvær med andre. Det er vigtigt, at børnene får lov til at være nøjagtig, som de er og bliver respekteret for det - og at det er i orden at have de følelser, som de har. Man må gerne blive sur, gal og ked af det - og give udtryk for det. Vi voksne skal være der til at trøste og støtte. Børnene er omgivet at voksne der "gider" dem og voksne der kan rumme dem til enhver tid. Vi kan rumme voldsom vrede, gråd, utilpashed osv.

Børn skal tages alvorligt, og deres spørgsmål, initiativer og leg skal have rum og mulighed for at kunne tilgodeses i så stort et omfang som muligt. Jo mere selvtillid og selvværd børnene har, jo lettere kan de lytte til både egne og andres behov.

Den vigtigste evne, vi kan give det enkelte barn med i livet, er tilfredsheden med og troen på sig selv, så barnet selvstændigt kan vælge fra og til. Vi tror, at jo større respekt, barnet er blevet vist, jo større respekt kan de senere vise andre.

Vi vil gerne udvikle børnenes sociale kompetence. Børnene kan i stor udstrækning selv vælge, hvad de vil lave, hvilke aktiviteter/lege, de har lyst til at gå i gang med. Dette er med til at udvikle ansvarlighed i forhold til børnene selv og til deres handlinger. Det er dog ikke altid, de selv får lov til at bestemme. Vi stiller også krav til børnene, så de kommer videre i deres udvikling. Hvis kravene er rimelige vil børnene kunne honorere dem, "vokse" - og dermed få selvværd.

For det enkelte barn betyder det:

  • Jeg er noget i mig selv
  • Det jeg kan, er noget særligt
  • De voksne interesserer sig for mig
  • De Andre lære af mig
  • Jeg lære af andre
  • Jeg tør prøve noget nyt
  • Se, hvad jeg kan
  • Jeg tør mere

Vi ønsker at bevare børnenes medfødte nysgerrighed, idet nysgerrigheden er drivkraften for al udvikling, - det at kunne undersøge, opleve og eksperimentere.

Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang til barnet, idet det skaber ligevægt i barn- voksen relationen samt styrker barnets selvværd.

Vi voksne skal støtte børnene i deres udvikling. Børnene øver sig i det de kan og øver sig i nye ting. Det er af stor betydning, at vi voksne lader børnene selv nå frem til nogle erkendelser, så lysten til at lave forsøg, være eksperimenterende og nysgerrige bevares.

 

Vi er meget opmærksomme på barnets udvikling, både individuelt og fælles, da vores store fokus ligger i, at få gjort barnet skoleparat. Det kræver, at vi som voksne er nærværende og ser de forandringer der sker hos barnet og, at vi altid har for øje, hvad der er næste skridt på vejen frem i barnets udvikling. Vi bruger derfor meget tid på, at arbejde med børnene i mindre grupper som ved vores maddag, hvor det hver uge er to børn der sammen med en voksen vælger menu, laver indkøbsseddel, handler ind, laver mad, dækker bord ved at tæller kopper, tallerkner og bestik samt præsenterer maden for resten af gruppen.

Barnets sociale færdigheder ser vi via den frie og den strukturerede leg, samt ved fælles stunder som ex. samling.

Vi samles hver dag omkring bordet, hvor alle har faste pladser. Her snakkes der om dag, dato, måned og år. Vi gør tingene meget visuelle for det enkelte barn, ved at bruge piktogrammer for dagens indhold, og ved fysisk at flytte perler i glas, synliggøres månedens længde og årstid.

Det er ligeledes ved samling, der er fokus på forskellige emner som bogstaver, tal, adresser, lande, sanglege, fantasi historier, fælleslege, skrivedans, rim, remser. Udfordringer børnene møder meget forskelligt, men rykker individuelt på, i forhold til udviklingstrin.

 

Vi lægger stor vægt på, at få skabt positive sociale relationer og fællesskabsfølelse blandt børnene, da det er en af grundstenene til fundamentet for børnegruppens videre trivsel og læring når de kommer i skole.

Vi støtter børnene i, at blive selvhjulpne, kende deres egne grænser, turde sige til og fra, at tage, og vise hensyn og omsorg for hinanden. Vi arbejder ud fra Red Barnets antimobbemateriale ”Fri for Mobberi”, hvor vi gennem fælles dialog udfordrer og opfordrer børnene til blandt andet, at udtrykke sig samt, at forholde sig til andres tanker og følelser. Vi starter hvert år med at besøge alle børns haver. Tanken med havebesøget er at få oplevelsen af forskellighed i samspil med oplevelsen af fællesskab og samhørighed, da det at have besøgt hinanden giver en fælles oplevelse og dermed en følelse af samhørighed og venskab. Vi lægger vægt på traditioner og tager gerne til fødselsdag hjemme hos det enkelte barn, da det dels er rart at komme på besøg i ukendte omgivelser men også godt for barnet at vise sit hjem frem. Vi tager ofte på tur ud af huset, for at give børnene oplevelser både socialt og kulturelt.

Vi vil give børnene mulighed for at tilegne sig færdigheder såvel intellektuelt, motorisk som kreativt gennem de aktiviteter, som vi tilbyder dem. Færdigheder giver selvværd/ selvtillid. Et barn "vokser", når det opdager, at det kan noget nyt. Det kan være lige fra selv at tage tøj på til det at klatre op i et træ. Derudover er det væsentligt for os at give børnene ny inspiration, så de får oplevelser, der både giver glæde i øjeblikket, men også oplevelser, som vækker deres interesse og giver dem lyst til at beskæftige sig yderligere med disse ting.

I Ryomgaard Realskoles Børnehave er der ingen fysisk grænse til resten af skolens område. Børnene får fra starten vist, hvor den usynlige streg/grænse for børnehavens område er. Børnene har rig mulighed for at udfordre sig i krat og skov på området omkring børnehaven. Det giver børnene frihed til at føle efter, hvad de selv har lyst til, - hvem de vil være sammen med - og hvor de vil søge nye udfordringer! Det kræver nogle meget opmærksomme voksne, der kan overskue børnene. Men på den måde lærer børnene en masse af de forskellige voksne, samt at voksne ikke er ens. At voksne har hver deres ressourcer, grænser og kompetencer.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Her er dine muligheder:

Skriv en besked

86 39 40 02

ryomreal@ryomreal.dk