Igen i år har Ryomgaard Realskole en finalist med i Unge Forskere, vi hepper på Gustav

21. april 2021

Årets Unge Forsker: 

11-årige Gustav Kvist fra Ryomgård Realskole 'gider ikke alt det pis'

Ungersvenden har kvalificeret sig til finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence

Ryomgård Realskole er igen repræsenteret i finalen i Danmarks prestigefyldte naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere.

Denne gang er det 11-årige Gustav Kvist, som er nået frem til slutrunden.

Unge Gustav skal forsvare sit projekt for en professionel dommerjury ved finalen søndag 25. april.

Dermed går Gustav Kvist i fodsporene på sine storesøstre - Kalmar-tvillingerne, Frederikke og Nanna fra samme skole, der har deltaget i konkurrencen i flere år. Frederikke vandt hovedprisen i 2018. Både Frederikke og Nanna går iøvrigt i 1.x på Egaa Gymnasium nu, og de er begge udtaget til finalen igen - i år i seniorrækken (for ungdomsuddannelserne).

Gustav Kvists projekt har den lidt særegne titel: 'Jeg gider ikke alt det pis'.Gider ikke alt det pis

Bag overskriften gemmer der sig, at ungersvenden fra Ryomgård Reakskole har eksperimenteret med forskellige naturlige og bivirkningsfrie alternativer til at kurere nykturi (nattetisseproblemer) og har lavet statistiske analyser af data fra forsøgspersoner for at finde sammenhænge i data, der gør os klogere på nykturi og bringer os tættere på en kur.

Hård konkurrence

Gustav Kvist får hård konkurrence i finalen, hvor han skal dyste mod 49 andre juniorfinalister fra 0. - 10. klasse. I alt 50 juniorprojekter fra grundskolen og 50 seniorprojekter fra gymnasierne har kvalificeret sig til finalen, der på grund af corona-pandemien i år afvikles virtuelt.

Programleder for Unge Forskere, Louise Lund Bækgaard, siger:

”Igen i år emmer de indsendte projekter af opfindsomhed og nysgerrighed efter at undersøge og finde svar. Trods corona-pandemi og hårde restriktioner bevarer eleverne alligevel begejstringen for forskning og naturvidenskab. Fantastisk at de unge forskere har kunnet udnytte tiden derhjemme til at fordybe sig i deres naturfaglige projekter.”

Joachim protektor

Unge Forskere er arrangeret af Danmarks nationale naturfagscenter Astra, og har H.K.H. Prins Joachim som protektor. Konkurrencen giver alle elever, uanset klassetrin, mulighed for at udforske og arbejde med et naturfagligt projekt, de brænder for. Det kan være et spændende forsøg, et teoretisk projekt, en ny opdagelse eller en innovativ opfindelse.

De unge forskertalenter har også i år trodset corona-nedlukning og hjemmeundervisning og har arbejdet intenst med deres forskerprojekter om alle mulige emner, for eksempel forskning i regnormenes liv, søvnmangel hos unge, kunstige skyer eller komposterbare mundbind.

De 100 finalister er fundet blandt 238 indsendte projekter. Deltagerne har alle, inklusive Gustav Kvist, indsendt en selvvalgt problemstilling inden for naturvidenskab. Til finalen bliver elevernes projekter bedømt af en professionel fagjury, der vurderer innovation og kreativitet, den videnskabelige arbejdsproces, og formidlingen og perspektiveringen af projektindholdet.

FAKTA

SÅDAN AFVIKLES FINALEN

 

  • Ved finalen vil alle deltagerne præsentere deres projekter mundtligt for juryen foran en skærm derhjemme
  • Tirsdag 27. april kåres henholdsvis en samlet junior- og seniorvinder, som herefter kan smykke sig med titlen Årets Unge Forsker og indkassere en samlet præmie på 25.000 kroner
  • Unge Forskere er støttet af organisationer, fonde og ministerier og er 100 procent uafhængig af kommercielle interesser

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Her er dine muligheder:

Skriv en besked

86 39 40 02

ryomreal@ryomreal.dk